"Ode til Håbet"

I december 1770 fødtes en af musikhistoriens allerstørste komponister, Ludwig van Beethoven, og overalt i verden fejres i år hans 250 års fødselsdag. Forårets Corona-pandemi har ulykkeligvis ikke blot været en voldsom sundhedsmæssig og menneskelig ulykke rundt om i verden, den smitsomme sygdom har også betydet, at mange arrangementer, herunder koncerter, har været aflyst gennem flere måneder og vil være det længe endnu. Det rammer bl.a. fejringen af Beethoven, men hårdest rammer epidemien selvfølgelig dem, der bliver syge. Andre kan også føle sig truede af smittefaren og have en hverdag præget af nervøsitet, isolation og afsavn. Ingen af os har mulighed for at komme ind i kirken og søge støtte og finde håb i menighedens fællesskab og præstens ord.

Hvad kan man da gøre? Digte en sang, en “Ode til Håbet”. Den er skrevet til en melodi komponeret af Beethoven, en melodi, som næsten alle kender enten som Europa-hymnen eller fra dens oprindelige plads: i finalen i Beethovens niende symfoni fra 1824, hvor fire sangsolister og et kor synger Friedrich Schillers “Ode an die Freude” (Ode til Glæden).

Musikken til den lille sang – hvor teksten bestemt skal opfattes med et glimt i øjet – er arrangeret for to sopraner, violin og orgel, og mine to gode kolleger var straks med på idéen om at indspille musikken til vores hjemmeside, dvs. til jer alle, som en lille musikalsk hilsen fra os kirkemusikere.

Medvirkende:
- Jette Rosendal: violin og 1. sopran
- Cecilie Høyer-Nielsen: 2. sopran
- Thorkil Mølle: orgel

Ode til Håbet

1. Glæden, ak, har trange vilkår,
ingen har det rigtigt nemt.
Ingen kirke dette forår,
bliver salmesangen glemt?
Alterlysene er slukket,
tyst er rummets hjerteslag.
Organisten er fortrukket,
kirkedøren låset af.

2. Solen skinner, lyset funkler,
skoven grønnes, fugle ler.
Men en skygge tungt fordunkler,
det er, som jeg intet ser.
Hvad kan gavne, hvad kan glæde
midt i sygdoms fangelejr?
Hvem kan søges foretræde,
Hvem vil føre os til sejr?

3. Men i trængslen, vær oplivet,
tonerne fortrylle kan.
Beethoven er bjergmassivet,
tonekunstens førstemand.
Lutret, løftet hver en node
tårnet op i tusindtal.
Fro vi synger Niendes Ode,
i vor lille katedral!

4. Venner, lad nu glæden tone,
løst fra sotens usselhed.
Under kirkehvælvets krone
samles Vissings menighed.
Hør, når glædesklokker ringe,
når Corona er forladt,
atter vore struber klinge,
endt er da den dystre nat.

...

Det bliver godt igen!