Over Hadsten Kirke

Foto: Peter Winding
Foto: Peter Winding

Før jernbanen kom til, var dette Hadsten Kirke, og sognet hed Hadsten Sogn. Da stationen kom til at hedde Hadsten, og da stationsbyen hurtigt voksede op omkring jernbanen og senere fik sin egen kirke, Sct Pauls Kirke, valgte man at ændre navnet til Over Hadsten Kirke. Det er i dag ikke let at se, at den er startet som en middelalderlig granitkvaderkirke fra ca 1200. Fra gammel tid var det godserne, der ejede kirkerne, og greven på Frijsenborg gennemførte i perioden 1860 – 1880 en række voldsomme restaureringer eller ombygninger af grevskabets mere end 25 kirker i dette område. Kirken var allerede i 1634 betegnet som brøstfældig, og der var gentagne klager over det mørke rum. Med restaureringen ændredes kirken til ukendelighed. Tårnet blev opført af røde mursten, og resten af kirken blev afskallet og genopbygget i samme røde mursten. Det er kun de indre mure, der er tilbage af den gamle kirke, og dette fornemmer man også straks, når man træder ind i kirke-rummet.

Foto: Peter Winding

Alterpartiet har gennemgået flere ændringer, indtil det ved restaureringen i 1977 fik det nuværende udseende. Træværket er et renæssancearbejde fra ca.1600, og malerierne med to nadvermotiver er af kunstneren Bodil Kaalund. Alterdugen er kniplet af Grete Laursen.

Foto: Peter Winding

Døbefonten er et fornemt senromansk arbejde i rød Hoburgmarmor af den såkaldte bægerbladstype og importeret fra Gotland. Dåbsfadet er af messing og stammer fra 1873, mens kanden er fra 1978. Over døbefonten ses Bodil Kaalunds runde maleri af helligåndsduen. Alterkalk og disk er en gave fra greve Christian Friis i 1738, mens alterstagerne kan dateres til ca. 1640. 

Foto: Peter Winding

Prædikestol, stolestader og loftpaneler er fra 1873. Bodil Kaalund har i prædikestolens felter malet motiver om bebudelsen og den yndigste rose. 

Ved kirken fandtes to helligkilder med helbredende egenskaber: Sct.Laurentii kilde og Munkekilde. Det siges, at kirkens brønd er sat i sidstnævnte. Endvidere Helligkilden lidt nede ad bakken mod nord.

Fra nutiden er der en forunderlig sag fra 1825: man havde tilladt sig ude på kirkegården efter en begravelse at synge en salme uden kirkesangerens medvirken. Det medførte en lang sag med indblanding fra præsten, provsten og biskoppen. Sagen blev dog afgjort med, at den formastelige, som selv erkendte, at han havde startet sangen, fik en påtale og besked om ikke at gentage sin brøde.

Sagn: En kone fra Over Hadsten, Ane Rasmusdatter, skulle i 1686 have ført Maren Christensdatter, sammen med Fanden, hvorved Maren forsvor dåb og kristendom. Hun indrømmede sit forhold til Fanden og blev dømt til ”levende at kastes på ilden og opbrændes”. Hun blev dog senere benådet.

Foto: Peter Winding