Du er her: 
lørdag25jan2020

Højskoledag på Højskolen

lørdag25jan2020 kl. 10:00 - 16:00

Kirkehøjskoledag

Vores kirkehøjskole har efterhånden eksisteret i mange år, og vi har sat os for at kigge på, om den måske skal have en ny form, så vi stadig kan blive ved at tilbyde gode, gedigne foredrag i samarbejde med Hadsten Højskole. Imens vi tænker, har vi derfor besluttet at slå efterårets og forårets foredrag sammen til én hel Kirkehøjskoledag, og så håber vi, at rigtig mange har lyst at komme og være med.

Tilmelding skal ske, senest d. 20. januar 2020, til Hadsten Kirkekontoret på tlf.: 86 98 04 25 eller på mail: kirkekontoret@hadstensogne.dk.

Pris for hele dagen med forplejning er 200 kroner, som betales på dagen.

Kirkehøjskoledagen er for alle.

Kirkehøjskoledagen er et samarbejde mellem Ødum, Hadbjerg, Lyngå, Lerbjerg, Skjød, Voldum, Rud, Hadsten, Vissing og Nr. Galten Sogne.

Program

10.00 Kaffe og velkomst

10.30 Foredrag ved Jørgen Carlsen: Digte, der virker

12.00 Frokost

13.00 Foredrag ved Phillip Faber: Sangen i sin urform

14.30 Kaffe

15.00 Fællessang fra Højskolesangbogen med organist Anders Dohn ved klaveret

15.45 Tak for i dag

 

Foredrag ved Jørgen Carlsen: Digte, der virker
Det vidunderlige ved en god højskolesang er, at man kan spejle sit liv i den. Den er en bevidsthedsudvidelse med ord og toner som tryllemiddel – et virkelighedsrum, der inviterer én inden for. Sangen er en opmærksomhedskur, der på én og samme tid rummer en lovsang og en protest. Lovsangen gælder henvendtheden på alt det, der fylder én med glæde og taknemmelighed, livets underforståede under, som det åbenbarer sig i årstiderne, landskabet, sproget, historien, kærligheden, fællesskabet og tilværelsen i det hele taget. Protesten gælder alt det, som tenderer mod at nedskrive og ligegyldiggøre livets betydning.
Sagt på mere moderne dansk er højskolesangen en reality-booster. Den skaber nærvær og opmærksomhed ved at fortælle os, at virkeligheden ikke er noget, man skal finde ud af. Den er noget, man skal leve sig ind i. Det gælder, hvad enten vi synger om de lyse nætter, om kyndelmisse, der slår sin knude eller om at elske den brogede verden.
Jørgen Carlsen, f. 1949., idéhistoriker og forstander på Testrup Højskole 1986-2017.

Medlem af Etisk Råd 2011-2016. Medredaktør af Højskolesangbogen og formand for det udvalg, der redigerer den kommende højskolesangbog.
Jørgen Carlsen er også samfundsdebattør og klummeskribent i Kristeligt Dagblad.

 

Foredrag ved Phillip Faber: ”Sangen i sin urform”
Phillip Faber er komponist og chefdirigent for DRpigekoret og skriver om sit foredrag: - om fodboldsange og godnatsange, der binder os sammen, om dur og mol på samme tid og om at turde give slip og give sig hen til fællessangen.
Alle de steder, hvor sangen eksisterer i sin urform, er den enormt interessant – i børneværelset, på stadion, om bålet, om juletræet. Her har sangen en funktion, der rækker dybt ind i ønsket om at høre til og være en del af et fællesskab.
Kom med om bag kulisserne, når DRpigekoret indspiller Superligaens slagsange, når nytårssangene skal indspilles på ny, og når alting pludselig handler om, at der er noget, der er større og vigtigere end én selv.

 

Fællessang fra Højskolesangbogen med organist Anders Dohn ved klaveret.
Når vi nu har brugt en hel dag på at tale om fællessangen, er det oplagt at runde dagen af med at synge sammen fra Højskolesangbogen.